4 typiske konsulentfejl i kundeinterviewet

Juhuu! Dit CV spiller, og du er videre til næste fase: interviewet med kunden. Her er nogle af de gængse fodfejl, vi oplever, at konsulenter laver i kundeinterviewet samt gode råd til hvordan de kan undgås.

Overordnet set er mange af de ting, der var gældende i interviewsituationen før Covid-19 også gældende i dag. Forskellen er blot at man nu bør være bedre forberedt. 

Manglende forberedelse

Den første klassiske fejl, er en grundlæggende mangel på forberedelse. Det kan både være i forhold til sætte sig ind i selve projektet, men også i forhold til at sætte sig ind i kundens forretning. Begge dele er vigtige.

Inden interviewet er det første gode råd derfor, at man læser projektbeskrivelsen grundigt igennem og også bruger noget tid på at undersøge, hvad kundens forretning går ud på. Gør dig tanker om, hvordan du ville gribe projektet an, og forbered kvalificerede spørgsmål til projektet.

Er opgaven gennem ProData Consult, så gør ligeledes brug af din Account Manager, hvis der er noget du er i tvivl om, eller noget du ikke mener, I har fået afdækket sammen i forberedelsesprocessen.

”Hallooo... kan I høre mig?.. Hvad med nu?”

I disse Covid-19 tider og i forlængelse af ovenstående, har en ny fejl sneget sig ind. Det er ikke ualmindeligt, at man ikke lige har kontrolleret at mikrofonen eller webkameraet, virker FØR interviewet starter. Det er en lidt dum fejl og noget, der er nemt at undgå og helst en fejl, man som IT-konsulent ikke burde lave… Man risikerer at fremstå useriøs, når man som IT-konsulent ikke har styr på sit eget tekniske setup!

Så test dit udstyr, hvis du har et remote-interview med en kunde. Vær derudover opmærksom på at det i disse tider er endnu vigtigere at være godt forberedt. I modsætning til det fysiske møde, så har kunden nu mulighed for ved hjælp af skærmdeling, at være hands-on i forhold til projektet. Det er muligt at gå ind i konkrete problemstillinger, der relaterer sig til projektet, og således i højere grad ”teste” konsulentens evner under interviewet.

Taler udenom

Det er ikke ualmindeligt, at kunden stiller en et spørgsmål, der måske falder udenfor det man kan. Måske har man ikke så meget erfaring indenfor et specifikt kompetenceområde eller system, og så kan det virke som en god ide, at tale udenom eller svare det man tror kunden gerne vil høre. Problemet er bare at kunden nemt kan gennemskue det.

Sæt dig derfor i kundens situation. Vedkommende ønsker at afdække hvorledes du kan hjælpe. Giv derfor klart svar og undgå at rode dig ud i søforklaringer, som ikke leder nogle vegne, men som blot øger risikoen for at kunden bliver skeptisk på ens evner som kandidat. Her er det bedre at være ærlig og fortælle, hvad man kan og ikke kan, så I sammen kan finde ud af, hvordan dine kompetencer bedst muligt kan blive bragt i spil. Er der elementer du ikke har så meget erfaring med, så vær åben omkring det. Og hvis du har arbejdet med andet indenfor samme emne, så bring det op, hvis det er relevant.

Vær til stede i samtalen. Når man er nervøs og gerne vil gøre et godt indtryk, kan man være for fokuseret på at få fremført sine egne synspunkter fremfor at lytte og indgå i en dialog med modparten. At være forberedt mentalt og velorganiseret kan afhjælpe den usikkerhed, som kan virke hæmmende for din præstation. Du kan dine ting til fingerspidserne, så hvil i det og hjælp kunden på vej ved at svare så direkte så muligt.

Fysiske fremtoning halter

Gule negle, usoigneret, buffalosko m.m. Stil er subjektivt, men hvis man vil være på den sikre side og undgå at skyde sig selv i foden, så er et godt råd at man klæder sig ”efter rollen”. Hvis du er i betragtning til et projektlederjob, så klæd dig i tøj, der er en projektleder værdig, prøv at se struktureret ud og lign en, der har de kvaliteter og kompetencer som en projektleder besidder. Hvis det er remote, så husk at kunden kommer ind i din dagligstue. Overvej derfor også, hvordan du præsenterer dig i dit eget hjem.

’Business casual’ er vejen frem. Forsøg at matche kulturen i den virksomhed du skal arbejde for. Skab harmoni mellem dit udseende og dine kompetencer for, så der er rød tråd i din kommunikation. Vi ved godt det ikke er det ydre, der er afgørende for at om man kan løse opgaven. Anerkend dog alligevel, at vi alle helt instinktivt vurderer vores medmennesker på den fysiske fremtoning. Så gør det nemt for dig selv.

Bonustip!

Et godt tip, som altid er relevant, også under Covid-19, er at vise interesse. Vi synes allesammen det er rart, når nogen spørger ind til netop det vi laver. Og ikke nok med at det giver et godt indtryk, så er det også med til at skabe forudsætninger for et godt samarbejde.

Det er en god ide at stille spørgsmål, der går udover projektbeskrivelsen. Er man nysgerrig, kommer det oftest helt naturligt, og det giver en god dialog konsulent og kunde imellem. Falder det derimod ikke en naturligt ind, eller er man nervøs, bør man med fordel forberede nogle kvalificerede spørgsmål. Det kan f.eks. være spørgsmål, der vedrører fremtidig implementering af teknologier, der er ligger i naturlig forlængelse af det konkrete projekt, og som kunden højst sandsynligt har gjort sig overvejelser omkring.

Ikke alle er de fødte interviewguruer, hvilket også er grunden til at ProData Consult Account Managers gør meget ud af at klæde vores konsulenter på til interviewet med kunden. Hvis blot du er opmærksom på ovennævnte fejl, så er du allerede langt.

Sidst men ikke mindst, husk at du har landet interviewet, fordi du er et godt match!

ProData Consult gemmer data i din browser / enhed ved hjælp af cookies med henblik på statistik og optimering af vores hjemmesider og eventuelt til målrettet annoncering. Ved at acceptere, giver du os dit samtykke til denne brug af cookies. Læs vores privatlivspolitik for mere information. Du kan altid trække dit samtykke tilbage her: Persondata politik & cookies

Webstedet kræver brug af "Nødvendige cookies". Vores nødvendige cookies bruges kun til at levere en korrekt fungerende hjemmeside og webservice.

Udvalgte tredjepartstjenester kan lagre cookies for at placere relevante annoncer, der leveres til dig på tredjepartswebsteder.