Sådan går du fra fastansat til freelancekonsulent

Går du med tanker om at blive freelancekonsulent? Overgangen fra fastansat til freelancekonsulent kan virke skræmmende samt uoverskuelig, og ligesom der er stor forskel på arbejdsmetoden i de to roller, så er processen til den første freelanceopgave også meget anderledes fra den til det traditionelle job. Læs videre for at få nogle tips til, hvordan du sikrer en optimal overgang til livet som freelancer.

Vælg mellem to veje

Først og fremmest, sørg for at forlade din nuværende arbejdsplads på en ordentlig og fair måde. Det er meget vigtigt at bevare et godt rygte i en branche, hvor meget afhænger af kvaliteten af ens netværk. Din nuværende arbejdsgiver kunne blive din fremtidige kunde!

Der er to veje til freelancetilværelsen. Du kan vælge at gå den sikre vej og blive i din faste stilling og forsøge at time din fratrædelse med anskaffelsen af den første opgave. Derved har du en større økonomisk sikkerhed i overgangsfasen, men du vil også være mindre fleksibel. Potentielle kunder må derfor vente til du er fritstillet, før du kan starte i opgave, og i et marked hvor det går stærkt, er det ikke sikkert de er villige til det.

I stedet kan du vælge den hurtige vej, som indebærer at du kaster dig ud i det og starter med at opsige din nuværende stilling samtidig med at du giver dit konsulenthus besked om, hvornår du er til rådighed. Således kan du hurtigere komme i spil til en opgave, og du vil være mere fleksibel ift. at starte, dog skal du være indstillet på, at der kan gå lidt tid, før den første freelanceopgave er i hus. Denne løsning vil derfor indeholde en større økonomisk risiko, som du skal kunne bære.

Sæt dig ind i dynamikkerne i markedet

Brug noget tid på at gøre dig bekendt med dynamikker og eventuelle ’uskrevne regler’ i markedet for IT-konsulenter. Der er nogle ting man bør være opmærksom på, her er nogle eksempler:

Vær opmærksom på at der er stor forskel på ansættelsesprocessen til hhv. fastansættelse og freelance, og til sammenligning går det virkelig hurtigt, når man først er i spil til opgave som freelancer. I freelanceregi er det en mere aggressiv proces med én samtale, hvor det som udgangspunkt er forventet at man kan starte med en uges varsel. Du skal være parat til at samtalen er onsdag, svaret er fredag og du starter mandag. Det er en meget, meget hurtig proces, der er centreret omkring et mere akut behov.

Vær i denne forbindelse opmærksom på at bløde værdier er mindre vigtige i et freelancejob, og at der til kundeinterviewet primært er fokus på om du kan løse opgaven. Til forskel for en fast rolle, så er alle de bløde værdier omkring hvem man er som menneske, hvad man sætter pris etc. mindre relevante. Oftest har man 30 minutter til at sælge ’varen’ i interviewet med kunden. Du skal kunne levere fra første dag, og der ikke den samme form for oplæring, som i et fast job.

Med andre ord - hvordan kan du løse opgaven og hvilke eksempler har du fra tidligere, som kan underbygge det?

Find en god samarbejdspartner

Undersøg markedet for konsulenthuse. Der er stor forskel på hvad de enkelte kan tilbyde og gøre for dig. Book en masse kaffemøder. Tag kontakt til konsulenthuse, så de kan lære dig at kende og du herved kan komme i spil til flest mulige opgaver. Sørg for at have nogle gode referencer, fx på din LinkedInprofil, så man kan se, at du har udført et godt arbejde, de steder du har været.

Det kræver stort overskud at skulle klare det hele selv. Et konsulenthus kan hjælpe dig med at skaffe dig de rigtige opgaver og matche dig med den rette kunde, så du kan fokusere på det du er bedst til – at udføre opgaven og skabe værdi for kunden.

Vær opmærksom på at du oftest kun kan få adgang til de mest prestigefyldte og attraktive opgaver igennem et konsulenthus, eftersom de største virksomheder benytter sig af rammeaftaler.

Vær ligeledes opmærksom på at man som konsulent som udgangspunkt følger kundens betalingsbetingelser. Det er generelt 90 dage. En af fordelene ved at være konsulent ved ProData Consult er bl.a., at vores konsulenter altid får deres optjente løn efter 30 dage og til tiden, hvilket giver stabilitet i ens indkomstmønster.

Vær up front og ærlig

Kunderne kender processen og ved at konsulenter kan være i spil til flere jobs, hvad enten det er freelance eller fastansættelse. Vær åben omkring din situation og hvad du vil i kommunikationen med dit konsulenthus. Det gælder også, hvis man er i spil til flere jobs, og uanset om det er til freelance eller fastansættelse. Det giver konsulenthuset mulighed for til interviewet at positionere dig bedst muligt overfor kunderne, så de får den bedste oplevelse af dig, og de bliver gjort opmærksomme på at de eventuelt skal rykke hurtigt, hvis de ønsker dig som konsulent. Derudover undgår man ligeledes at gøre sig uheldigt bemærket i forhold til potentielle fremtidige kunder.

Få styr på det praktiske

Konsulentkontrakter bliver indgået med virksomheder og ikke privatpersoner. Et CVR-nummer og en erhvervsforsikring er derfor forudsætninger for at kunne arbejde som freelancekonsulent. Er du ny som selvstændig, er det ligeledes en god ide med en revisor, da der er mange skatteregler og økonomiske forhold, man skal have styr på, når man driver selvstændig virksomhed. Det kan også give noget ro i sjælen, at der er styr på det praktiske, når man har fokus på selve arbejdet ude hos kunden.

Langt de fleste får smag for freelancelivet

Selvom tanken om ikke at have de samme trygge rammer, som i tilfældet med den faste rolle, måske kan være en smule skræmmende, og ideen om at skulle stå alene som selvstændig freelancekonsulent kan virke overvældende, så fortsætter langt de fleste IT-specialister med freelanceerhvervet, når de først har prøvet det. Det går nemlig op for dem at de faktisk har utroligt meget at byde på, og de finder glæde og ny mening med den mere direkte måde hvorpå deres kompetencer og evner bliver målt på. Faktisk er det klart de færreste, som vælger at gå tilbage til fastansættelse, når de først har prøvet livet som freelancekonsulent.

Læs: Tips fra en kollega: ”Det kræver en høj grad af omstillingsparathed at starte nye projekter op"


ProData Consult gemmer data i din browser / enhed ved hjælp af cookies med henblik på statistik og optimering af vores hjemmesider og eventuelt til målrettet annoncering. Ved at acceptere, giver du os dit samtykke til denne brug af cookies. Læs vores privatlivspolitik for mere information. Du kan altid trække dit samtykke tilbage her: Persondata politik & cookies

Webstedet kræver brug af "Nødvendige cookies". Vores nødvendige cookies bruges kun til at levere en korrekt fungerende hjemmeside og webservice.

Udvalgte tredjepartstjenester kan lagre cookies for at placere relevante annoncer, der leveres til dig på tredjepartswebsteder.