Tips fra en kollega: ”Det kræver en høj grad af omstillingsparathed at starte nye projekter op"

Som ekstern konsulent møder du mange forskellige organisationer og mennesker, og det kan derfor være udfordrende at finde fodfæste, når du starter på nye opgaver. Her kan du læse Klaus-Jakob Bo Nielsens erfaringer som freelance konsulent.

 Interview med Klaus-Jakob Bo Nielsen, forretningskonsulent og PROCESDOKTOR

Vær omstillingsparat

At starte på et nyt projekt i en ny organisation kan være en udfordring – selv efter et par gange. Sørg derfor for allerede fra begyndelsen at danne dig et overblik over de nøglepersoner, som er vigtige for dig og det arbejde, du er hyret ind til. Start med at orientere dig om, hvilke detaljer der bliver lagt ekstra vægt på i organisationen; er der en bestemt jargon, hvilke kulturelle aspekter kan have betydning for dig, og sørg derefter for at tilpasse dig dette. Det handler om, at du kan håndtere organisationens finurligheder succesfuldt uden at gå på kompromis med dine egne værdier.

Når du arbejder i en så omskiftelig branche, skal du desuden være forberedt på, at der kan være stor forskel på de kunder, du arbejder for: ”Nogle steder bliver du inddraget i organisationen på lige fod med de interne, hvor der i andre virksomheder kan være et klart skel, og hvor det er mere tydeligt, at din tilstedeværelse er på lånt tid. Det kræver derfor en høj grad af omstillingsparathed, når du starter nye projekter op, og du skal desuden være indforstået med denne forskel,” forklarer Klaus-Jakob Bo Nielsen.  

Ud over at være omstillingsparat, skal du huske at holde øjnene på bolden. Du kommer oftest til et kompliceret projekt – vend det til noget positivt og sig til dig selv, at du kan gøre en forskel. Det er centralt, at du formår at bevare roen og tænke konstruktivt i alle situationer og selvfølgelig levere noget med et konkret output.

”Selvom der kan være stor forskel på, hvordan organisationen er som arbejdsplads, har jeg altid samme udgangspunkt: Du har ikke nogen dårlige dage, du holder en god tone, godt humør og du leverer.”

Gør brug af professionel rådgivning

Når du er ny freelance konsulent, er der formentlig nogle udfordringer, du ikke havde overvejet på forhånd. Brug blandt andet noget energi på at sætte dig ind i de forskellige virksomhedstyper og de muligheder, du har, så du får en idé om, hvor du gerne vil hen. Søg noget professionel hjælp, som kan lede dig på rette vej – eventuelt også økonomisk: ”Få noget rådgivning. Find en, som kan hjælpe dig med at kigge på tværs - der kan være optimering at hente for de fleste. Jeg fik rådet af en anden freelancer, og det er godt givet ud, hvis man ikke er så velkendt med for eksempel revision.”

Så fokuser på det du er god til og søg professionel rådgivning på de områder, der ligger uden for dine egne kompetencer.

Ligeledes skal du have en vis grad is i maven som freelance konsulent, da du principielt ikke på forhånd ved, hvornår den næste opgave byder sig. Udnyt derfor den tid, du har mellem opgaver på en konstruktiv måde, som kan gavne dig på sigt, for eksempel ved at opdatere dit CV.

Brug konsulenthuset som sparringspartner

Brug de konsulenthuse, du samarbejder med som sparringspartnere, når du er mellem opgaver eller er blevet varslet, at en opgave stopper. Således kan du også være på forkant med dit næste skridt og eventuelt den næste opgave. Sørg for at benytte konsulenthusenes potentiale, men husk at være ærlig og respektfuld i processen, så har konsulenthuset de bedste forudsætninger for at hjælpe dig.

Som freelance konsulent skal du altså have lyst til at møde nye mennesker og sætte dig ind i forskellige organisationer, selvom det ikke nødvendigvis er på agendaen for din opgave. Det er en stor del af det at være freelance, at du lever en omskiftelig tilværelse, og derfor skal du føle dig tilpas i de mange forskellige organisatoriske setups, jobsamtaler og spændingen ved ikke at vide, hvad din næste opgave bliver.


Blå bog

Navn:           Klaus-Jakob Bo Nielsen

Alder:           42

Titel:            PROCESDOKTOR 

Udd:             Cand. Scient. Pol. Københavns Universitet

Klaus-Jakob har med udgangspunkt i processer arbejdet som freelance konsulent siden 2014. Han har tidligere arbejdet med bl.a. forretningsprocesser ifm. Compliance, implementering af nyt IT-system og Robotics. Klaus-Jakob har arbejdet for kunder som Tryg, PensionDanmark, Codan, Skat, Nykredit og Maersk Tankers.

ProData Consult gemmer data i din browser / enhed ved hjælp af cookies med henblik på statistik og optimering af vores hjemmesider og eventuelt til målrettet annoncering. Ved at acceptere, giver du os dit samtykke til denne brug af cookies. Læs vores privatlivspolitik for mere information. Du kan altid trække dit samtykke tilbage her: Persondata politik & cookies

Webstedet kræver brug af "Nødvendige cookies". Vores nødvendige cookies bruges kun til at levere en korrekt fungerende hjemmeside og webservice.

Udvalgte tredjepartstjenester kan lagre cookies for at placere relevante annoncer, der leveres til dig på tredjepartswebsteder.