Sådan optimerer du din LinkedIn-profil som freelance konsulent

Som freelance konsulent er LinkedIn et af de bedste steder at markedsføre din professionelle profil. I dette indlæg får du nogle tips og tricks til, hvordan du optimerer din LinkedIn-profil og dermed dine muligheder for at blive fundet til fremtidige opgaver.

Af: Sami Bødker, Senior Sourcing Specialist i ProData Consult

Brug et ordentligt profilbillede

Lad os starte fra toppen. Og ja, et profilbillede kan måske virke lidt ligegyldigt, for hvor meget fortæller et billede egentlig om dine kompetencer? Måske ikke særlig meget, men et professionelt billede giver et langt bedre førstehåndsindtryk og signalerer i højere grad professionalisme og seriøsitet. Brug tiden og ressourcerne på at få taget et professionelt billede, det er givet godt ud.

Er du direktør eller freelance konsulent?

Som freelance konsulent er man direktør i eget foretagende, og det kan være fristende at pryde sin profil med titler som CEO, CTO, CIO eller andre flatterende forkortelser. Men selvom det lyder imponerende, hjælper det dig ikke til at blive kontaktet til en opgave – tværtimod. For sådan en titel giver i de færreste tilfælde en karakteristik af, hvad du er dygtig til.

I stedet bør du lægge vægt på at fremhæve den rolle, du excellerer i. Er du ’project manager’, ’web developer’, ’test manager’, ’scrum master’ eller noget helt femte? Så er det den rolle, du skal fremhæve i din titel på din profil. Sørg desuden for at anvende gængse rolle-betegnelser, da det som oftest er de søgefraser, rekrutteringsfolk anvender. 

Og nu undrer du dig sikkert over, at jeg bruger engelske titler. Men det er mit næste råd. Brug de engelske rollebetegnelser, for det øger også din chance for at blive fundet i søgninger.

Angiv du er freelancer

Husk at angive at du er freelancer. Angiver du blot din rolle/titel, skiller du dig ikke ud fra den store mængde af fastansatte, du deler titel med. Og det gør det mere besværligt for rekrutteringsfolk at finde dig. Og hvis du ikke er helt vild med udtrykket freelance, så skriv i stedet, du er ’external consultant’.

Fortæl hvis du er åben for nye opgaver

Leder du efter opgaver, så sørg for at kommunikere det. Der er intet i vejen med at signalere, du er ledig og sulten efter opgaver. Fortæl hvis du er ledig, hvor du geografisk ønsker opgaver og hvilke typer af opgaver, du leder efter. Det gør også eventuelle henvendelser mere kvalificerede.

Nogle vælger at angive sin ledighedsstatus i sin titel, andre i sit resume – og begge udgaver er ganske fine. Nogle eksempler på, hvordan du kan gøre det kunne være: ”Open/available/ready/looking for new opportunities/assignments”. 

Sæt scenen i dit resume

Mange undlader et resume på deres LinkedIn profil. Men det er et vigtigt værktøj til at skabe retning for din profil. Resumeet er dit afsæt for at positionere din professionelle profil og ud over dit billede og din titel så er resumeet det første, man møder på din profil. Brug muligheden til at sætte scenen ved at skrive et skarpt og fængende resume. Hold det kort, kontant og objektivt, skær ind til kernen i din profil og undgå lange komplekse beskrivelser.

Fremhæv dine projekter og kunder

Brug tid og energi på at beskrive dine tidligere projekter. Det er ikke fyldestgørende at skrive, du har været ansat i eget firma de seneste 15 år uden at uddybe, hvilke projekter og kunder du har arbejdet for. Det er heller ikke nok blot at angive kunde, titel og periode – dine projekter skal uddybes. Det behøver ikke at være med en lang fristil. 5-6 korte og præcise punkter kan være rigeligt.

Sørg for at skabe troværdig sammenhæng mellem din projekterfaring og de kompetencer, du fremhæver i dit resume og i dit kompetenceafsnit. Brug igen gængse betegnelser, når du angiver din rolle, teknologier, platforme, osv.

Skab sammenhæng fra top til bund

Når man scroller ned over din LinkedIn profil, skal der være sammenhæng fra top til bund. Og ja, det lyder simpelt, men det kan faktisk være en ret svær disciplin. For det handler om at skære ind til benet og undlade information, der kan skabe støj på din profil.

I store træk skal du have samme tilgang til din LinkedIn profil, som du bør have til dit konsulent CV. Her kan du læse vores bedste råd til, hvordan man formidler sine kompetencer i sit CV.

Brug LinkedIn aktivt

Hele forudsætningen for ovenstående råd er naturligvis, at du har lyst til at anvende LinkedIn som platform til at markedsføre din professionelle profil. Og det anbefaler vi, du gør. Vær opsøgende og udvid dit netværk – det vil helt sikkert gavne dig på sigt.

ProData Consult gemmer data i din browser / enhed ved hjælp af cookies med henblik på statistik og optimering af vores hjemmesider og eventuelt til målrettet annoncering. Ved at acceptere, giver du os dit samtykke til denne brug af cookies. Læs vores privatlivspolitik for mere information. Du kan altid trække dit samtykke tilbage her: Persondata politik & cookies

Webstedet kræver brug af "Nødvendige cookies". Vores nødvendige cookies bruges kun til at levere en korrekt fungerende hjemmeside og webservice.

Udvalgte tredjepartstjenester kan lagre cookies for at placere relevante annoncer, der leveres til dig på tredjepartswebsteder.