Statiske wireframes og asiatiske websites

Hviderussiske Vitaly Friedman var en af talerne på årets ColdFront-konference. Han har en lang udviklerkarriere bag sig og er i dag chefredaktør på Smashing Magazine. Her fortæller han, hvilke trends der dominerer udviklermiljøet lige nu, og hvorfor han godt kan lide at nærstudere gamle bøger og japansk webdesign.

Vitaly Friedman kommer oprindeligt fra Minsk i Hviderusland, men flyttede til Tyskland for at tage en IT-uddannelse i 1990’erne. Det var i Tyskland, at han udviklede sine dybe passion for typografi og design, som han senere brugte som freelance-designer og udvikler. Han nåede dog også at have en kort flirt med backend-udvikling, men var efter eget udsagn så forfærdelig dårlig til det, at han hurtigt vendte tilbage til sin elskede frontend-verden.

I 2006 var Vitaly med til at stifte online-udgivelsen Smashing Magazine, som fokuserer på webdesign og softwareudvikling. I dag skriver han artikler, afholder workshops og deltager på konferencer, hvor han deler ud af sin viden. Han er også medforfatter til og udgiver af to bøger – de såkaldte Smash Books.

Performance, performance, performance

Hvis Vitaly Friedman skal pege på én overskrift, der optager udviklermiljøet lige nu, så er det performance. Hvilket er godt, understreger han. For der er brug for, at vi er optaget af, hvor hurtigt en webside loader og præsenterer indholdet for brugeren. Eksempelvis på e-handelssider.

“Jeg har selv set flere studier, der har påvist, at hvis man kan barbere bare et millisekund af responstiden ved at tweeke hist og her, så øges konverteringsraten betragteligt. Det fokus giver rent indholdsmæssigt visse udfordringer i forhold til den arkitektur, man bygger, ligesom det også giver nogle rent fysiske udfordringer i forhold til placeringen af servere. Performance handler om at finde det rette mix mellem de to ting, og det er noget, der optager mange lige nu,” forklarer Vitaly Friedman.

Fra wireframes til systemer

Derudover siger han, at der er en strømning i udviklermiljøet, der er godt i gang med at ruske op i den traditionelle designproces.

“Når man eksempelvis er i gang med at designe en produktside til en e-handelsside, har det traditionelt været sådan, at man er gået i gang med at designe tre-fire forskellige mockups af produktsiden med varierende sidehoved, sidefod, produktpræsentation, ratings og så videre i statiske wireframes. De mockups viser man til kunden, som ender med at lægge sig fast på et design, og det bruger man så som udgangspunkt for den næste udviklingsfase,” siger Vitaly Friedman.

“Nu taler alle om, at vi er på vej væk fra at designe sider for i stedet at designe systemer. Det skift vil få en utrolig stor indflydelse på hele den måde, vi bygger og designer websider på i fremtiden,” siger han.

Krav om responsivt design

Et af Vitaly Friedmans hovedpunkter i transitionen fra wireframe-udvikling til systemudvikling er kravet om et responsivt design, der fungerer på tværs af en lang række enheder – i det ekstreme tilfælde gælder det både mobiltelefoner, tablets, desktops, laptops og tv-skærme. Denne brugsvirkelighed gør det vanskeligt for designere, fordi de er nødt til at vise kunden, hvordan websiden kommer til at fremstå på alle skærme. Det tager tid, og tid er lig med penge i en udviklingsfase.

“Hvor man tidligere kunne nøjes med at vise kunden tre forskellige mockups af en side, sådan som den ville se ud på en desktop eksempelvis, er man i dag nødt til at fremvise tre forskellige mockups per enhed. Det vil sige helt op til 15 mockups per udviklingsfase. Det gør processen alt for kompleks mellem designer og kunde,” siger Vitaly Friedman.

“Det webdesignere derfor prøver at gøre lige nu er at systeminddele designfasen i kategorier. Det vil sige, at designeren prøver at identificere de vigtigste komponenter på websiden først, og dem viser man forskellige versioner af til kunden. Når de vigtigste komponenter er på plads, går man videre derfra med de næste komponenter, og så bygger man hele siden op på den måde. Det er en helt anden proces, end hvis man viser kunden hele websiden med alle komponenter på én gang.”

Vitaly Friedman forklarer, at udseendet af nøglekomponenterne ofte vil give designeren en visuel retning at arbejde efter. Og så er der ikke behov for så mange dyre mockup-processer. I hvert fald i et drømmescenarie. For sandheden er ifølge Vitaly Friedman, at selvom alle er enige om, at denne systembaserede designproces er den mest hensigtsmæssige, så er den langt fra indført i branchen.

“Der findes ikke et standard-framework til denne type af udvikling, så ingen har knækket koden på udviklingsprocessen endnu. Dertil kommer, at vi igennem de sidste 10-15 år har opdraget kunderne til, at de i alle designproces ser modtager mockups af de foreløbige resultater. Det tager tid at ændre deres mindset,” siger Vitaly Friedman.

Mobile first i Japan

Udover arbejdet som chefredaktør og kreativ indpisker i forskellige udviklerfora, hjælper Vitaly Friedman både små og store virksomheder med alle typer af brugervenligheds- og frontend-udfordringer. Her henter han blandt andet sin inspiration til at løse udfordringerne på kinesiske og japanske websites.

“Jeg kan ikke et ord kinesisk eller japansk, men jeg elsker at se deres webdesign. Japanske websites kan eksempelvis forekomme at være ekstremt komplekse for os europæere, fordi de er så farverige og indholdsmættede. Men samtidig er det interessant, at japanerne har en udpræget mobile first-strategi, så alle deres websites først og fremmest er udviklet med tanke på mobilbrugere. Det kan vi lære meget af i Europa. Derudover kan jeg godt lide gamle filmplakater, vejskilte, biblioteker og boghandlere, når jeg skal inspireres. Man kan finde noget virkelig smuk typografi og usædvanligt layout i en boghandel. Så hvis nogen ser en person stå i en dansk boghandel og bladre i bøger i flere timer, så er det sikkert mig.”


Smashing Magazine

Smashing Magazine blev grundlagt i 2006 af Vitaly Friedman og Sven Lennartz.

Online-magasinet leverer brugbar og innovativ information til både webdesignere og udviklere.

Du kan finde Smashing Magazine her:
www.smashingmagazine.com

ProData Consult gemmer data i din browser / enhed ved hjælp af cookies med henblik på statistik og optimering af vores hjemmesider og eventuelt til målrettet annoncering. Ved at acceptere, giver du os dit samtykke til denne brug af cookies. Læs vores privatlivspolitik for mere information. Du kan altid trække dit samtykke tilbage her: Persondata politik & cookies

Webstedet kræver brug af "Nødvendige cookies". Vores nødvendige cookies bruges kun til at levere en korrekt fungerende hjemmeside og webservice.

Udvalgte tredjepartstjenester kan lagre cookies for at placere relevante annoncer, der leveres til dig på tredjepartswebsteder.